Anders Beer Wilse

in August 1888, survived the sinking of the Geiser, which collided with Thingvalla off Sable Island, Nova Scotia. The Geiser sank in 5 minutes after being struck. The disaster claimed at least 119 lives.

Wikipedia: Anders Beer Wilse (født 12. juni 1865 i Flekkefjord, død 21. februar 1949 i Oslo) var en norsk fotograf. Han er kjent for sin dokumentasjon av Norge, men var også portrettfotograf.

Anders Beer Wilse var sønn av stadsingeniør Lauritz Marius Wilse og Karoline Dorothea Beer. Han vokste opp i Kragerø, dro til sjøs 13 år gammel og tok eksamen ved Horten Tekniske Skole på Karljohansvern i Horten i 1882. I 1884 emigrerte han til USA, der han i 1886 kjøpte han sitt første kamera. Han arbeidet både som jernbaneingeniør og karttegner, men etablerte i 1897 også en fotografiforretning i Seattle. Han klarte seg godt som fotograf, og i 1901 flyttet han og familien tilbake til Norge, der han startet fotografisk forretning i Christiania. Han ble i 1925 tildelt Kongens fortjenstmedalje i gull. Anders Beer Wilse utgav i 1936 boka En emigrants ungdomserindringer, og den til dels selvbiografiske boken Norsk landskap og norske menn i 1943.

I løpet av første halvdel av 1900-tallet reiste Wilse på kryss og tvers over hele Norge og ble kjent som landets store landskaps- og turistfotograf med en enorm produksjon. Han fotograferte særlig vakre og talende «postkortmotiver», men også idyllisk bygdeliv, kjente og ukjente personer. Norsk Folkemuseum og Oslo Bymuseum har store samlinger av Anders Beer Wilses negativplater. Flere av fotografiene er tilgjengelig på internett i Galleri NOR, Nasjonalbibliotekets fotoarkiv. Bildene hans har stor kulturhistorisk verdi.

Afskrift af afsnittet i "Kjente Menn og Kvinner fra deres liv og virke II" af Anna Rogstad. Udgivet af Jacob Dybwads forlag 1926.

Anders Beer Wilse er født i Flekkefjord den 12. juni 1865. Hans far - Lauritz Marius Wilse - var kaptajn i infanteriet og samtidig stadsingeniør i Kragerø; hans mor var Karoline Beer. Anders voksede op i Kragerø. Denne by var i 1870-erne en af Norges største søfartsbyer. Om efteråret lå sejlskibene "i oplag" som det kaldtes - side om side - og det så ud som en hel bebyggelse.

Noget af det morsomste for smådrengene var at komme om bord i disse både, og så entre ad riggen op til tops og "kysse kuglen" - og gentage dette fra mast til mast. De modigste lagde sig på maven på kuglen.

Og der var Anders Wilse med. Han fik ofte sine søndagsklæder ødelagt af tjære på disse togter. Det var jo mest om søndagene denne sport foregik - der var nemlig ingen eller dårligt vagthold nede ved skibene og drengene havde fri hele dagen.

En andet yndet sport var at hoppe fra skanseklædning til skanseklædning, hvor skibene lå side om side, men der var alligevel en vis afstand mellem dem og de lå heller ikke lige højt. Hoppede en forkert, så faldt han med mellem skibene, og der kunne være langt ned.

De legede også tagfat fra skude til skude og fra mast til mast. Det er ikke underligt at forældrene ofte sad i ængstelse for deres børn, mens skudene lå i oplag. Det hændte jo, at der måtte søges efter en af disse "tagfatlegere" som ikke havde klaret springet og var gået til bunds.

Wilse siger: Jeg erindrer godt, hvordan det føltes, da jeg ikke selv klarede springet. Jeg syntes jeg kom så langt under, at jeg kunne se den grønne kobberhudede skibsbund, mens jeg kæmpede for at komme op. Drenege fik kastet en tovende ned, og så blev jeg halet om bord, for så at få klæderne af og vride dem så nogenlunde tørre. Jeg kunne ikke gå op igennem gaderne med vandet silende ned af tøjet. Nej - for det var en stor skam at være faldet i søen - jeg sømmede med åbne under vandet, derfor kunne jeg se skibets bund. Hvad var ideen med at svømme med åbne øjne? Jo vi plejede at dykke og søge at fange småfisk, og vi svømmede under tømmerflåder, som blev slæbt af dampbådene, og her gjaldt det om at se, hvor man var. *Denne lærdom skulle senere i livet blive årsagen til, at jeg fik lov at beholde livet under et forlis på Atlanterhavet, da 118 mennesker omkom. Mærkeligt nok lærte jeg ikke at svømme i søbyen Kragerø, men oppe i Skienselven ved ekserserpladsen Gråtemoen. Da jeg var en 8-9 år fik jeg nemlig om sommeren lov at være med far på Gråtemoen. Jeg lå da om natten i fars telt i en pistolkasse, og gik derfor under navnet "pistolen". Når så soldaterne rykkede ud til badning i elven fulgte jeg med for at se på, men jeg var ikke meget fristet til selv at gåå i vandet. Jeg havde nemlig som 6-årig fået vandskræk. Den gang brugte min far og en af hens venner at tage vi små med ud at bade for at lære os at svømme, og blev gjort ved at have os på ryggen, mens de svømmede, og vi måtte så holde fast.

Jeg gyser endnu ved tanken på den skræk og kuldefornemmelse jeg altid følte ved disse bade. Fra den tid havde jeg stor respekt for det våde element.

Men så hændte det en dag dernede ved elven, som jeg gik der ved elvbredden, at der kommer noget drivende på vandet som vakte min nysgerrighed. Uden at tænke på, at jeg ikke kunne svømme, sprang jeg ud - og ja så kunne jeg jo svømme alligevel, og fra den dag havde vandet stor tiltrækning.

Da jeg kom til Kragerø efter sommerferien, måtte jeg straks vise kammeraterne, hvad jeg kunne, og de måtte jo så se at gøre det efter for skams skyld.

Vi lærte at klare os til vands, og der var rig lejlighed til klatring i højene bag byen. Vi kom ofte ud for at blive siddende fast i fjeldvæggen, og det hændte, at vi måtte råbe om hjælp. Men det var jo en stor skam ikke at kunne klare sig selv i en tvivlsom situation, så oftest klarede vi det selv.

Der i søfartsbyen, hvor søfolkene gik og drev, måtte vi smådrenge jo også være store karle. Det første gjaldt jo om at kunne ryge. Jeg tror ikke jeg var ældre end 8, da jeg første gang havde pibe i munden. Men det var jo surrogater som kirsebærblade eller tørt mos, som blev brugt i stedet for tobak.

I det hele gik det som en rød tråd igennem drengetiden at blive voksen, eller lege voksen, hurtigst muligt. Og jeg kan ikke sige det nogensinde har skadet mig, for jeg har måske derved fået mere ud af livet, end om jeg havde gjort det modsatte og levet som en mors dreng som holdt sig langs husvæggen.

Da jeg var 12 år forærede far mig et enkeltløbs forladergevær. Det var ikke første gang jeg da brugte gevær. En noget ældre kammerat havde et sådant, og jeg var ofte med ham på grævling og rævejagt, og fik lov til at bruge det på mindre vildt som "trost", "nøtteskrike" og "hakkespett". I sæsonen holdt jeg husstanden med vildt en dag om ugen. Far og mor syntes vist at dette ikke var et dårligt resultat, så meget mere som de gerne ville at jeg skulle komme ud i det fri, var det nok, at jeg holdt huset med vildt. Og dette tog jeg så højtideligt, at da jeg en dag ikke havde fået ramt på noget spiseligt - for egern regnede vi ikke med - så fandt jeg på at skyde nogle krager, rense dem og så meddele at det var ryper (de fandtes i Kragerø og omegn).

De blev stegt godt, spækket på rypemaner, og alle var enige om at de var aldeles fortræffelige. Jeg selv var meget beskeden med at forsyne mig ved middagen, og da ryperne var godt og vel ekspederet, kunne jeg ikke længere holde mund. Far og mor tog det fra den mundre side, og foreslog at vi oftere skulle have "Kragerø-ryper".

Samtidig med jeg blev ejer af et gevær, fik jeg også en jolle med sejl. Det var ikke stort grej, som der står i "Terje Viken": "den mindste jolle, der var at få blev valgt", og det var det også her. Den var bare byens mindste, bare 9 fod i kølen. Størrelsen spillede ingen rolle for mig, når bare den var en god, og det var den. Endda til den grad at jeg sejlede forbi de mange gange større både, når vinden var med mig. Det kunne hænde at farten blev stå stor, at vandet begyndt at vælte ind over agterenden, så jeg måtte flytte mig forover og bruge den længere rorpind. Med denne båd tog jeg ofte strejftog ud i skjærgården, ud til de yderste holme og skær, hvor ænder og edderfugle holdt til, og jeg kom da hjem med så megen fangst, at der blev noget at forære til bekendte.

Med dette lille fartøj sejlede jeg rundt i den store skærgård, som ligger uden for Kragerø. Jeg som oftest alene. Der var ikke den båd eller det skær, jeg ikke kendte, og jeg kunne have påtaget mig lodsarbejde, hvis det havde været påkrævet.

Foruden disse måder at tilbringe fritiden på, havde vi også vor indianerkrig oppe i højene eller indover skoven. En af drengene havde en ældre sømand som bedste ven og han havde bygget en viritabel fæstning med mur af sten og opdelt den i tre rum med en indgang og uden tag. Her blev udkæmpet virkelige kampe og mangen blodig næse og iturevet beklædning af følgen af slaget.

Det begyndte i almindelighed med, at der fra os mellemskoledrenge boende i centrum - fæstningen lå oppe i højene - blev sendt en udfordring til Bakkedrengene, som boede nærmest højene i folkeskolen om at komme og storme fæstningen om eftermiddagen. Opfordringen blev altid modtaget.

I dagene op til et sådant slag havde vi da været beskæftet i skovbrynet med at lave pile og i skoven havde vi fundet en god enebusk som egnede sig til bue. Og jeg skal love for, at hvis en af pilene fra en god enebue traf nogen af os, så kunne vi mærke det længe efter. Så hedt gik det for sig, at det udartede til uvenskab i den grad, at dersom en af os gik alene og mødte en Bakkedreng sammen med en kammerat, hændte det det, at der vankede en ordentlig omgang for bydrengen.

Vintersport kendte vi ikke til dernede i Kragerø, som vi gør her i Oslo, da sneforholdene ikke er så stabile som her. Så skisport blev der mindre af. Den indskrænkede sig mest til at stå på tøndestave nedover de opkørte bakker. Jeg fik i begyndelsen af 80-erne mine første ski og var da med i nogle skiløb arrangeret af en telemarking.

Men havde vi mindre skisport, så drev vi så meget mere skøjtesport. Hver vinter havde vi hele fjorden til vor rådighed. Det hændte enkelte vintre at man gik på skøjter både til Risør og Langesund. Og hver vinter måtte vi langt ud i Kragerøfjorden, når vi havde noget med rutebåden at gøre

Så snart isen lagde sig, og det var i almindelighed ved juletid, blev der liv blandt ungdommen. Først var det jo at "bølge den". Det vil sige at løbe ud over den tynde is, så den gik i stykker. Et nok så risikabelt løb for bedst som man løb, trådte man igennem og blev så liggende der. Men havde isen fået sin tykkelse, da blev det skøjteløb med dertil hørende kavalerpligter over for damerne.

At være behjælpelig med skøjterne osv. men dette brød jeg mig mindre om. Nej det var noget andet at fare udover mellem øerne og tage kaffekedel og fiskesnøre med. Vi gjorde ture på skøjter nøjagtigt som om sommeren med båd.

• Immigration New York 1889.
• United States Census 1900.
• Folketellingen 1900.
• Folketellingen 1910.