Gustav Johannes Wied

https://www.danishfamilysearch.dk/kbid467726

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gustav Johannes Wied (6. marts 1858 på Holmegård i Branderslev ved Nakskov – 24. oktober 1914 i Roskilde[1]) var en dansk forfatter og samfundsrevser. Søn af Carl August Wied og Catha Wied og den femte i en børneflok på elleve.

Indholdsfortegnelse

• 1 Ungdom og uddannelse
• 2 Forfatterskabet
• 3 Udmærkelser
• 4 Bibliografi
• 5 Henvisninger
• 6 Litteratur
• 7 Eksterne henvisninger

Ungdom og uddannelse Buste af Gustav Wied, udført af Elise Brandes i 1908

1896 blev han gift med Alice Tutein (1869-1958). Herved kom han i kontakt med sin svigerfar Frederik Christian Ferdinand Tutein på Høgholt i Vendsyssel der skulle blive en betydelig kilde til hans personkarakteristikker og kritik af borgerskabet. Tutein skal have været inspiration til hovedpersonen i romanen Fædrene æde druer.

I en ung alder kom han til København, hvor han blev boghandlermedhjælpervikar hos C.A. Reitzels Boghandel[2]. I sommeren og efteråret 1884 arbejdede han som huslærer på godset Overgård ved Mariager Fjord, hvor han bl.a. katalogiserede herregårdsbiblioteket.[3] Samme år tog han til København. Samtidigt med at arbejde som timelærer forberedte han sig med møje til studentereksamen; han bestod i 1886 og blev cand. phil. i 1887. Forfatterskabet

Wied debuterede som Peter Idealist i 1887 med pamfletten Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storeheddinge og dens Følger, som omhandler kultusminister Jacob Scavenius. Scavenius var netop blevet afsløret i at have opsøgt en københavnsk prostitueret, og pamfletten latterliggør ubarmhjertigt ministerens dobbeltmoral.

Wied udgav i 1889 sin første bog En hjemkomst, et sørgespil. Det næste En Bryllupsnat fra 1892, handler om en bedstemor, som vil dræbe sit barnebarn. Det blev mødt med så stor uvilje, at det blev udpebet ved premieren. Barnlige Sjæle fra 1893 karakteriseredes som en samling yderst vovede fortællinger.

Han var kendt som en samfundsrevser og benyttede enhver lejlighed til at spidde borgerskabet. Han var flittig bidragyder til bladet København, som blev redigeret af Ove Rode. En novelle han fik trykt i dette førte i 1892 til at han ved Højesteret blev idømt 14 dages fængsel for utilstedelige udtryk. Det drejede sig om fortællingen De unge og de gamle (fortællingen blev senere let redigeret optrykt i samlingerne Barnlige Sjæle og Fra Land og By (1907)). Wied har skildret sit fængselsophold, som foregik på Tugt- og Børnehuset på Christianshavn, i romanen Ungdomshistorier (1895), hvor forfatteren Gunnar Warberg skal forestille Wied selv.

Hans satire og kyniske humor kom tydeligt til udtryk i romanerne Livsens Ondskab (1899), Slægten (1898), Knagsted (1902) og Pastor Sørensen og Co. (1913).

Med indtægterne fra komedien Første Violin (1898) opførte han i Roskilde et hus udført efter Wieds specifikke ønsker.[4] Det var opdelt i to adskilte afdelinger, det ene til familiens og det søndre til Wieds arbejdsrum. Dørene imellem de to adskilte dele var beslået med læder langs kanterne. Forfatteren Walter Christmas havde efter et besøg betegnet det som "Kastellet", og Wied anvendte sidenhen konsekvent denne betegnelse for sit hus. Husets sirlige have blev vedligeholdt af en gartner der gik for at være meget streng, hvorfor Wied kaldte ham "justitsråden".[5]

I hans sidste år blev hans indtægter mindre, og han led af kraftige mavesmerter; det var den kombination, der førte til hans beslutning om at "gøre en ende på det hele". Den 24. oktober 1914 indtog han en dødelig dosis cyankalium.

Gustav Wied har skrevet digte, skuespil og de såkaldte satyrspil, skuespil med grundige beskrivelser af interiører, stemninger og personernes tanker. Satyrspillene er Gustav Wieds fornyelse af den danske litteratur. Hans største satyrspil Dansemus blev udgivet i 1905. Dets motto er: ”Ja, vi danser alle efter en højere Lirekasse, Deres Excellence”.

Det blev senest opført på Aarhus Teater i 2001. Hans populæreste teaterstykke er "Skærmydsler", der senest blev opført med Daimi og Jytte Abildstrøm på sidstnævntes teater. Udmærkelser

Gustav Wied selskabet blev dannet i 1938. Det har i dag 156 medlemmer.

I Roskilde ligger "Gustav Wieds vinstue".

Flere veje i Danmark er opkaldt efter Gustav Wied: Gustav Wieds Vej i Aarhus, Frederikshavn, Silkeborg, Ebeltoft, Næstved, Grenå og Søborg. Gustav Wiedsvej i Nakskov. Bibliografi

Blandt Gustav Wieds værker kan nævnes:

• En Hjemkomst (skuespil) – 1889
• Silhuetter (noveller) – 1891
• En Bryllupsnat (skuespil) – 1892
• Barnlige Sjæle (noveller) – 1893
• Slægten – 1898 (filmatiseret i 1978)
• Livsens ondskab – 1899 (filmatiseret som tv-serie i 1971, udsendt i 1972)
• Thummelumsen (skuespil) – 1901
• Skærmydsler – 1901
• Den gamle Pavillon (skuespil) – 1902
• Knagsted – 1902
• Dansemus (skuespil) – 1905
• Fædrene æde druer – 1908
• Circus Mundi (fortællinger) – 1909
• Kærlighed – Fire Idyller (skuespil) – 1909
• Ærtehalm (skuespil) – 1909
• Pastor Sørensen og Co. – 1913
• Imellem Slagene (fortællinger & skuespil) – 1914
• Digt og virkelighed (erindringsbog) – 1914

Henvisninger

Gustav Wied på Gravsted.dk H. Vilh. Martensen, Fra mine første 25 Aar i C.A. Reitzels Boglade, 1904, s. 55. Carl Dumreicher, Mellem Bøger og Biblioteker, Nyt Nordisk Forlag, 1959, s. 105. Eddie Salicath, 1946, s. 154.

   Eddie Salicath, 1946, s. 218-19.

Litteratur

• Bo Nygaard Larsen, Wied jul : en biografi om Gustav Wied, Habengut, 2002. (Gustav Wied Selskabets skrifter, ny samling nr. 10). ISBN 87-988636-1-4.
• F.J. Billeskov Jansen, Gustav Wied : den mangfoldige digter, Spektrum, 1997. ISBN 87-7763-163-3.
• Knut Ahnlund, Den unge Gustav Wied, Gyldendal, 1964.
• Sven Houmøller, Gustav Wied. En Bibliografi. Forord af Soya, 1948. (Gustav Wied Selskabets Skrifter, 3.)
• Johs. Brøndum Nielsen, Gustav Wied i Breve, Gyldendal, 1946.
• Eddie Salicath, Omkring Gustav Wied, Rosenkilde og Baggers Forlag, 1946.

Eksterne henvisninger

   Commons-logo.svg Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gustav Wied

Gustav Wied Selskabet – officiel website